Hospitalsdirektører om afviste henvisninger: Der er brug for dialog

Praktiserende læger får deres henvisninger sendt tilbage som aldrig før. De lægefaglige direktører fra to hospitaler anbefaler øget dialog og kendskab mellem sektorerne og mener, at kommunikationsvejene mellem hospital og praktiserende læger skal være mere fleksible.

200.000 henvisninger til sygehuset blev returneret sidste år, har praktiserende læge og professor ved Forskningsenheden for Almen Medicin ved Syddansk Universitet, Jesper Lykkegaard, regnet ud. Han er hovedforfatter på en rapport om afviste henvisninger, baseret på spørgeskemaer.

”Overførslerne er typisk ikke koordineret med almen praksis, og cirka tre fjerdedele af opgaverne opleves af praktiserende læger som grundlæggende uhensigtsmæssige at overføre til almen praksis selv med de nødvendige ressourcer,” fremgår det i rapporten.  

”Vores sundhedsvæsen har brug for at komme til lægen,” lyder en af reaktionerne på rapporten fra praktiserende læge og PLO-medlem Morten Svenning Nielsen, der har reageret på det sociale medie LinkedIn.  

Men hvad mener hospitalerne om rapporten?

Bjarne Dahler-Eriksen er lægefaglig direktør på Odense Universitetshospital. Han var i forvejen bekendt med forskningsrapporten, som hospitalet har leveret data til.

”Vi har kendt til tallene og kender til stigningerne, som er beskrevet i rapporten, for det er tal, vi selv har adgang til. Der er brug for, at vi lærer hinanden bedre at kende. Jeg kan sagtens forstå frustrationen hos praktiserende læger, for når de får afvist en henvisning, skal de starte forfra, og der kan foreligge et arbejde med at beskrive patienten. Hospitalslægerne er måske ikke altid klar over dette stykke arbejde i forbindelse med eksempelvis en henvisning til en demensudredning.”

Peder Fabricius er lægefaglig vicedirektør på Sjællands Universitetshospital. Han er enig i rapportens grundpræmis: At afviste henvisninger er et stort problem, og at der er tale om et ressourcespild.

Henvisninger bruges som korrespondance

Han finder også, at det høje antal afviste henvisninger, 200.000 på landsplan, som rapportens hovedforfatter har regnet sig frem til, er svært at forholde sig til. Antallet af henvisninger i absolutte tal er stigende, og derfor bliver antallet af afviste henvisninger også større.  

 ”Tallet dækker over mange forskellige ting. På Sjællands Universitetshospital har vi selv undersøgt, hvad der bliver afvist. Når vi kører en audit på det, er der afviste henvisninger, hvor vores læger erkender, at den patient burde være set. Men der er også henvisninger, der er afvist, fordi de er for ringe eller mangelfulde. I andre tilfælde bruger den praktiserende læge henvisninger som en form for korrespondance. Hvis man laver en henvisning, ved man, at man får et hurtigere svar.”

Peder Fabricius erkender, at ejerskabet for henvisningskriterier ligger i afdelingerne, og at praktiserende læger kun i sjældne tilfælde er blevet involveret. Han nævner som sin kollega på Fyn dialog og øget forventningsafstemning som nøglen i det fremtidige samarbejde.

“Vi har nok dikteret for meget i samarbejdet. Det er svært at kommunikere kravene til henvisninger ud til de praktiserende læger, for de er mange, og hver læge arbejder selvstændigt. Samtidig varierer kravene alt efter sygdom, afdeling og speciale. Derfor mener jeg også, at der skal findes fælles nationale retningslinjer for, hvordan man henviser – i stedet for at hver region laver sine egne løsninger."

Hold på henvisningen

Begge direktører betoner altså dialog, de mener begge også, at den praktiserende læge skal have alternative måder at henvende sig til hospitalet frem for at henvise.

For Bjarne Dahler-Eriksen er en del af svaret, at hospitalet skal kunne gøre det, han kalder at ’holde på en henvisning’. Lige nu er en del af problemet, at hospitalet kun har to valgmuligheder: At modtage henvisningen eller afvise den. Der er intet midt imellem.

”Hvis der er mangler i en demensudredning – lad os sige, at der mangler en alkoholanamnese – så skal det være muligt at oprette en korrespondance, hvor man efterlyser de manglende informationer hos den praktiserende læge. Så afviser vi ikke patienten, vi holder på henvisningen, og den praktiserende læge skal ikke begynde forfra,” siger hospitalsdirektøren.

OUH tilknytter praksisansvarlige

Syv centrale afdelinger på Odense Universitetshospital har i marts 2025 tilknyttet en særlig praksisansvarlig blandt speciallægerne. I den daglige drift bliver det den praksisansvarliges opgave at holde sig ajour med praktiserende lægers oplevelse af samarbejdet med afdelingen, har Odense Universitetshospital skrevet i en pressemeddelelse. Praksis-ambassadørerne skal opnå indsigt i hverdagen hos praktiserende læger og støtte afdelingsledelsen i at tilrettelægge interne arbejdsgange, der understøtter samarbejdet mellem hospital og praksis-klinikker, skriver hospitalet også.

”Jeg ser for mig, at hospitalslægerne skal på praksisbesøg og lære praktiserende lægers hverdag at kende, så vi får en bedre forståelse for hinandens udfordringer og muligheder,” siger Bjarne Dahler-Eriksen om det nye tiltag. På Neurologisk Afdeling, der har omfattende kontakt med praktiserende læger, har man oprettet en dedikeret neurologisk rådgivning kaldet Neurofonen. Og det er tanken, at alle syv afdelinger på tilsvarende måde skal have en telefonisk adgang, som ikke er en travl bagvagt, der kan have akutte eller subakutte situationer på hospitalsgangen.

Sjællands Universitetshospital: Billedet er ikke entydigt

I rapporten fra Syddansk Universitet fremgår det, at mange praktiserende læger oplever samarbejdet med hospitalet som forringet.  

Dette billede genkender vicedirektør Peder Fabricius dog ikke helt fra sin plads på Sjællands Universitetshospital.

”Vi har en del praksiskonsulenter tilknyttet, som vi trækker på både praktisk og strategisk. Og jo, de fortæller os, at de mærker, vi har strammet skruen: At vi afviser flere patienter og udskriver tidligere. Men hospitalerne gør også en masse gode ting for almen praksis, vi udvikler specialist-hotlines, afholder praksisdage og eksperimenterer med subakutte indlæggelser. Det ligger i den anden vægtskål, så jeg synes ikke, at billedet er entydigt. Men jeg er helt indforstået med, at praktiserende læger mærker en belastning.”

Bjarne Dahler-Eriksen fortæller, at de praktiserende læger på Fyn ofte er glade, hvis en specialist kan give et skriftligt svar, og at dette nogle gange kan forhindre en henvisning.

”Derfor har vi bedt vores personale arbejde ud fra, at korrespondancer med almen praksis altid skal besvares senest efterfølgende hverdag. Er det her en patient, hospitalet gerne vil se, eller er det nok at justere på medicinen? Almen praksis er klare i mælet, når vi spørger, hvad der sker, hvis vi ikke svarer dem. Så henviser de patienten. Hvis vi kan løfte det her med at svare inden for et døgn, så er vi godt på vej,” vurderer Bjarne Dahler-Eriksen. 

Et voksende pres

Henvisning-studiets førsteforfattter, professor Jesper Lykkegaard beskriver ændringen fra aktivitetsbaseret afregning til rammestyring som en af forandringerne, der har bragt samarbejdet mellem hospitalslæger og almen praksis derhen, hvor det er nu. 

Bjarne Dahler-Eriksen istemmer, at hospitalerne i 2018 blev populationsansvarlige, og at det skete på grund af den demografiske udvikling – samfundet kunne ikke blive ved med at betale mere og mere for hospitalerne, som det sker, når man bruger aktivitetsbaseret afregning, og patienterne bare bliver flere og flere.

”Vi er udsat for et voksende patientpres både på hospitalerne og i almen praksis. Men det må ikke medføre, at vi skubber opgaverne frem og tilbage mellem os.”

Bjarne Dahler-Eriksen minder om, at opgaveglidningen, som praktiserende læger ofte klager over, går begge veje.

”Man kunne også nævne som eksempel, at praktiserende læger tidligere lavede priktests for at udrede allergi. Nu tager hospitalet blodprøver i stedet. Det er en udgift, der er blevet flyttet over til os. Når sådan noget sker, skal vi altid tage en dialog om det, det gælder naturligvis også, når praktiserende læger overtager opgaver fra os.” 

Pendulet svinger

Hospitalsdirektøren påpeger, at danskerne som folkefærd sandsynligvis er blevet for hospitalstunge. Han har hæftet sig ved en analyse, der er nået frem til, at 50 procent af danskerne er i berøring med hospitalet årligt. Ifølge direktøren er det tilsvarende tal tættere på 33 procent i nabolande som Norge og Sverige.

”Nu vil man med sundhedsreformen have det anderledes. Pendulet er svinget den anden vej, og regeringen har udmeldt, at 75 procent af økonomien fremover skal ligge i det nære sundhedsvæsen. Det kommer til at betyde flere ressourcer og flere ydernumre både til praktiserende læger og praktiserende speciallæger, og det vil kunne afhjælpe antallet af henvisninger, at der bliver flere hænder i det nære sundhedsvæsen. Vi kan så klø os lidt i håret over, hvordan hospitalerne så skal klare sig i den udvikling, når medicinudgifterne også vil fortsætte med at stige i de kommende år”.

Peder Fabricius mener, at sundhedsvæsenet samlet set kommer til at lægge sig i selen, hvis det skal få intentionerne fra sundhedsreformen til at lykkes.

”Kan landets læger bliver fordelt på en hensigtsmæssig måde og er der tilstrækkelig incitamentsstruktur? Det er et åbent spørgsmål. Jeg kan personligt godt være i tvivl, om incitamenterne er tilstrækkelige. Det er et spændende eksperiment med mange gode og kloge tanker, men det er for tidligt at sige, om det kommer til at virke.”

Bjarne Dahler-Eriksen håber, at en øget dialog mellem hospitalet og almen praksis kan imødegå de stigende medicinudgifter og det demografiske pres. ”Eksempelvis diabetespatienter kan meget selv, og der kommer hele tiden nye sensorer og pumper til, som kan gøre, at hverken praktiserende læger eller hospitalslægerne behøver at se dem så hyppigt. Den dialog skal vi tage i fællesskab.”