Unges mistrivsel: Pilotprojekt skal hjælpe praksislæger, men noget vigtigt mangler stadig

Et nordjysk pilotprojekt har gjort det lettere for praktiserende læger at få hul igennem til kommunen, når et barn mistrives – men lægerne savner stadig en reel mulighed for at henvise.

Børn og unges mistrivsel er en af tidens meget omtalte kriser. Praktiserende læger møder jævnligt unge og deres forældre, som efterlyser hjælp til problemer som eksempelvis angst, skolevægring og depression, men det er ifølge flere læger for svært at række ordentligt ud til kommunen, som ellers bør være en central medspiller.

Efter over seks måneders pilotafprøvning af nyt IT-system har nordjyske kommuner oplevet en øget kommunikation mellem sektorerne. Børne- og ungdomspsykiatrien i Nordjylland, 15 lægeklinikker samt PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning) og familieafdelingerne i Brønderslev, Thisted, Jammerbugt, Aalborg og Rebild Kommune har som del af pilotprojekt haft digital adgang til at se, om der er aktuelle sager, aftaler og kontaktoplysninger hos de øvrige parter. Det har også været muligt på tværs af sektorerne at kommunikere nemmere via den fælles indgang til en række systemer (Klinik +), der allerede er i brug i almen praksis.

En af de praktiserende læger, der har medvirket, er Helle Skou fra Lægerne i Nibe.

”Vi har gennem flere år efterlyst at kunne kommunikere skriftligt med PPR og familieafdelingen, da vi har set behovet for et stærkere tværsektorielt samarbejde om børn og unge i mistrivsel, for at udnytte de samlede ressourcer bedre. Det har været en klar fordel at få indblik i, hvem barnets sagsbehandlere er, og om der er igangværende kommunale sager,” skriver den praktiserende læge fra Nordjylland i en mail. 

Skaber overblik og tryghed

Klaus Rasmussen er arkitekten bag projektet, som bliver rullet ud i hele landet som en del af FællesOffentlig DigitaliseringsStrategi 2026-2029. Arbejdet drives af KOMBIT, der er kommunernes fælles IT-organisation.

Han fortæller, at de praktiserende læger overordnet har taget positivt imod pilotudgaven i Nordjylland.

”Praktiserende læger og skole- og socialområderne i kommunerne har fået en kanal, der ikke har eksisteret før, og den har været helt afgørende for deres samarbejde. Vi har hørt eksempler fra før piloten på, at den kommunale medarbejder har sendt seddel med familien eller endda er kørt fysisk ud til den praktiserende læge for at overlevere relevante dokumenter. Det er ikke længere nødvendigt,” siger Klaus Rasmussen, der er ansat som chefkonsulent hos KOMBIT.

Kommunikationskanalen er ikke den eneste del af projektet, der har givet positive tilbagemeldinger.

Projektet har også givet adgang til et overblik for den praktiserende læge, der går på, om der er en sag i gang om et barn eller et ungt menneske hos PPR. Her har faglige repræsentanter vurderet, at man ikke behøver at udveksle faglige oplysninger – systemet anfører kun, om der er en sag i gang om et bestemt barn eller ung.

Både praktiserende læger og kommunale medarbejdere har oplevet, at det fungerer godt med en oversigt over relevante kontaktpersoner i en sag for klinikere og andet personale, der skal hjælpe de unge og deres familier. 

”Forældrene til børnene oplever også, at det giver mening: Den praktiserende læge kan tjekke hos kommunen, om der er en sag i gang, og han eller hun kan få oplyst navnet på den primære kontaktperson på den anden side af sektorgrænsen. Det giver tryghed for forældre, som føler sig genkendt, og det gør, at de oplever et samarbejde.” siger Klaus Rasmussen.

Møder mistrivsel dagligt

Praktiserende læge Mireille Lacroix har fortalt på LinkedIn, at hun hver eneste arbejdsdag i almen praksis ser et barn i mistrivsel.

Hun kalder projektet et skridt i den rigtige retning, men hun synes dog ikke, det til fulde adresserer praktiserende lægers behov for en kommunal henvisningsmulighed til børn og unge i mistrivsel.

”Projektet handler kun om indsigt i, om der er sager på det enkelte barn. Altså at egen læge kan se, at der er en sag i kommunen. Lægen kan ikke se, hvilken sag det er, kan ikke henvise til kommunen og modtager ikke automatisk noget skriftligt afslutningsnotat fra kommunen, men det er da et skridt på vejen,” siger den praktiserende læge fra Sydfyn, der også er lægefaglig konsulent hos DSAM og i Lægeforeningens bestyrelse. 

”De kommunale regler hænger stadig fast i en tid, hvor man fokuserede på pædagogik og vanrøgt. Nu, hvor man har indført et decideret behandlingstilbud i kommunen, kaldet let tilgængeligt tilbud, er der alvorligt brug for, at tilbuddet bliver integreret i resten af sundhedsvæsenet. Det kan ikke nytte noget, at praktiserende læger skal skrive en mistillidsskabende underretning, når det hele kunne klares med en banal henvisning. Det kræver nok en mindre lovændring, men det burde ikke være så svært. Vi skriver eksempelvis allerede henvisninger og korrespondancer på ældreområdet, ” siger Mireillle Lacroix. 

Helle Skou, der har medvirket i pilotprojektet, vurderer i sin evaluering over for Medicinsk Tidsskrift, at der stadig er ”et stykke vej”, før samarbejdet når samme niveau som på ældreområdet, hvor korrespondancer og muligheden for egentlig henvisning gør samarbejdet mere smidigt og udbytterigt.

En rød knap?

Tabitha Krogh, der er i hoveduddannelse inden for almen medicin på Fyn, efterlyser også mere kontakt med kommunen. Hun har som bestyrelsesmedlem i FYAM sammen med andre lægevidenskabelige selskaber foreslået en rød knap, man kan trykke på, når der opstår komplekse forløb omkring et barn i mistrivsel. 

”Når mistrivsel accelererer i børnefamilier, skal hjælpen hænge sammen. Der er brug for en "rød knap", som samler alle relevante aktører om barnet i tide,” har Tabitha Krogh efterlyst i en kronik i Altinget. Debatindlægget er skrevet sammen med repræsentanter fra både almen praksis, børnepsykiatri og pædiatri.

Tabitha Krogh er også positiv over for det nordjyske pilotprojekt, men hun hæfter sig også ved, at der er fokus på tværsektoriel kommunikation.

”Der mangler måske fortsat nogle forpligtende aftaler om, hvem der reagerer, når én fagperson bliver bekymret. Det er jo det, vi lægger op til med vores forslag om en rød knap,” siger Tabitha Krogh.

Klaus Rasmussen fra KOMBIT er bekendt med ønsket fra de praktiserende læger, og han har læst kronikken i Altinget.

”Man kan godt lave IT-understøttelse a la det, som er beskrevet i debatindlægget med efterlysningen af en rød knap. Men jeg synes, det er værd at se, om ikke bedre kommunikation og indsigt i relevante oplysninger kan løse noget af problemet. Det er også uklart, hvad en fælles plan for et barn, som ofte efterlyses, skal bestå af, hvordan den bliver til, og hvem der står med ansvaret. Det skal man være præcis omkring. Opgave- og ansvarsfordelingen – som ikke har med IT at gøre – er svær. Men muligheden for nem dialog i hverdagen kan også hjælpe den proces på vej, det har vi set i Nordjylland allerede,” siger Klaus Rasmussen.

KL forstår frustrationen, men….  

Tina Levysohn er chefkonsulent hos KL og forstår frustrationen, praktiserende læger kan stå med, når gerne vil hjælpe et barn eller en ung, som har nogle problemstillinger, der gør, at man har brug for at række ud til både kommuner og det specialiserede sundhedsvæsen.

”Man kan vælge at underrette kommunen, men nogle gange skal der et andet samarbejde til. Det er en kendt situation, og der er løsninger på vej, men de tager tid,” siger hun.

Hun nævner pilotprojektet i Nordjylland som et eksempel på en løsning.

”Det tager tid og kræver tålmodighed, når man ønsker at opbygge en digital infrastruktur. Der en række benspænd fra primært GDPR, når man vil operere på tværs af lovgivninger. Ikke desto mindre skal vi have oparbejdet nogle stabile samarbejdsstrukturer, som ikke er så afhængige af, om den og den skifter job, og hvor man let kan få adgang til de rette samarbejdspartnere som en forudsætning for at sætte relevant handling i gang. Det er det, vi eksempelvis kan i regi af den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi,” siger Tina Levysohn.

Hun er ikke helt overbevist om, at ideen om en rød knap, som blev fremlagt i Altinget, kan fungere i praksis.

”Jeg forstår godt analogien til en hospitalsafdeling, hvor alle smider, hvad de har mellem hænderne og kommer løbende til, men at indføre en rød knap som foreslået er en ressourcekrævende løsning på en tværsektoriel udfordring og svær at se for sig i praksis. Vi skal prøve at finde nogle løsninger, som er mere bæredygtige og ikke så personafhængige – eller som kræver, at mennesker flytter sig langt for at samarbejde. Derfor har vi også sammen med kommunerne og med samarbejdspartnere i regioner og hos almen praksis udviklet initiativer, hvor vi efterstræber at opbygge digitale samarbejdsstrukturer,” siger Tina Levysohn.

 En evalueringsrapport om HOI BU-pilotprojektet ankommer i slutningen af december.