Når Magnus Heunicke siger vores - så mener han regeringens

Medicinsk Tidsskrift

-først med nyheder om ny medicin

Om os | Om nyhedsbrevene | Annoncer | Betingelser

Jagten på biomarkører til forebyggelse af iskæmisk hjertesygdom er i gang

ESC: Der er behov for at identificere kardiovaskulære biomarkører, der mere præcist kan forudsige udviklingen af kardiovaskulær sygdom for bl.a. bedre at kunne forstå udviklingen af iskæmisk hjertesygdom.

Det fastslog professor Brian A. Ference fra Cambridge University på en Advances in Science session ved European Society of Cardiology (ESC) virtuelle kongres.

I dag arbejder man i udpræget grad med risikoscorer for udviklingen af iskæmisk hjertesygdom, hvor man i begrænset omfang medinddrager kardiovaskulære biomarkør-proteiner, der opsummerer den estimerede effekt af mange genetiske varianter på en persons fænotype, typisk beregnet som en vægtet sum af egenskaber. Men de traditionelle risikoscorer kan ikke stå alene, pointerede Brian A. Ference og tilføjede:

”Der er behov for at kombinere de polygene risikoscorer med de etablerede risikofaktorer, men også med andre og endnu ukendte biomarkører. Dette så vi kan blive bedre til at vælge den rette forebyggende behandling, blive bedre til at fastslå årsagen til sygdom, identificere nye mål for behandlingen og blive bedre i stand til at overvåge sygdommens udvikling og ikke mindst effekten af behandlingen.”

Ifølge Abbas Qayyum, der er overlæge, Ph.d. og klinisk lektor ved Hjertemedicinsk Afdeling, Hvidovre Hospital og forsker i behandling af patienter med iskæmisk hjertesygdom, så har man i dag en række kendte kardiovaskulære biomarkører, som man anvender i klinikken:

”Blandt andet troponiner og natriuretiske peptider og creatin kinase MB – men disse anvendes, når sygdommen har udviklet sig. Vi har behov for at identificere kardiovaskulære biomarkører, som kan bruges i tidlige stadier inden manifest sygdom, så morbiditeten og mortaliteten af iskæmisk hjertesygdom kan forbedres yderligere. Det afhænger naturligvis af, at man kan initiere en relevant behandling. Det er vigtigt for disse biomarkører, at de er sygdomsspecifikke og sygdomssensitive foruden, at vi som klinikere også har behov for at vide, om disse markører skal måles én gang i livet eller med bestemte intervaller.  Der er ingen tvivl om, at de eksisterende kardiologiske biomarkører har været med til at redde mange liv ved at hjælpe lægen med diagnosticeringen og efterfølgende iværksættelse af relevant behandling, men vi vil gerne blive i stand til i fremtiden at kunne sætte ind tidligere - før sygdommen har udviklet sig.”

Brian A. Ference pointerede også i sit oplæg, at en mere personaliseret tilgang til risikovurdering er noget man arbejder hen imod – også ved hjælp af biomarkører:

”Biomarkører kan potentielt hjælpe os til at vurdere en persons risiko for eksempel over en tiårig periode – men også personens livslange risiko. Markørerne vil også kunne hjælpe os med at reducere den risiko, og i nogen grad også forudse, hvordan den enkelte patient vil respondere på behandlingen.”

Abbas Qayyum er enig med Brian A. Ference – og konkluderer:

”I dag arbejder vi i klinikken med få biomarkører. Det er et fåtal af patienter og sygdomme, hvor kun én enkelt biomarkør afgør sygdomsudviklingen. Vi skal nok se på flere biomarkører samtidigt for at risikostratificere med hensyn til udviklingen af iskæmisk hjertesygdom. Det er blevet muligt med proteomic-teknikken, der kan analysere tusinder af proteiner inden for kort tid. Men biologien bag mangler vi fortsat en indgående forståelse af. Det håber vi at få, så vi i højere grad i fremtiden kan tilbyde patienterne en mere personlig protein-analyse og både forebygge og behandle med udgangspunkt i den – naturligvis sammenholdt med de eksisterende risikofaktorer såsom rygning, diabetes, overvægt, hypertension, uhensigtsmæssig kost og manglende motion.”

Nyheder fra Medicinske Tidsskrifter

Hæmatologisk Tidsskrift

Propatienter

Topup nb

OPEN

Hallo