Kombinationsbehandling kan udskyde behov for operation hos Marfan-patienter
Skrevet af Maiken Skeem den i kategorien Hjertekar.
Angiotensin-receptorblokkere (ARB) og betablokkere har sammenlignelig men alligevel uafhængig effekt i forhold til at reducere størrelsen på aorta-roden hos patienter med Marfans syndrom. Det tyder på, at flere års kombinationsbehandling, hvis den er veltolereret, kan udskyde behovet for operation.
Marfans syndrom er en arvelig bindevævssygdom, som skyldes en mutation. Sygdommen rammer omkring et ud af 5.000 mennesker på verdensplan og er ofte forårsaget af en mutation i FBN1-genet. Næsten alle patienter oplever forstørrelse af aortaroden, hvilket øger risikoen for potentielt livstruende aorta-dissektion og -ruptur, nogle gange i den tidlige voksenalder. For at forhindre det kan elektiv kirurgi, hvor man udskifter aortaroden, når dilatationen bliver 4,5-5 cm, være en mulighed.
Metaanalyse af 7 studier
Betablokkere anbefales i klinikken for at bremse aortavæksten. Dette er baseret på et enkelt, mindre randomiseret studie. Det er dog også blevet foreslået, at ARB'er kan bremse væksten af aortaroden hos patienter med Marfans syndrom.
Forskere fra Oxford Population Health har på den baggrund foretaget en meta-analyse af 7 studier for at se nærmere på effekten af ARB og betablokkere.
De har i analysen vurderet effekt af 1.) ARB versus kontrol, 2.) ARB versus betablokker og 3.) betablokker versus kontrol. Dette i forhold til hastigheden hvormed aortarodstørrelsen ændrede sig. De justerede i meta-analysen for blandt andet alder og køn.
Effekt af behandling blev også undersøgt i undergrupper af patienter, inklusive dem med eller uden FBN1-patogen variant. 1.442 patienter indgik i meta-analysen. Ingen af dem havde tidligere fået foretaget aortakirurgi.
Forskerne så først på 4 studier, der samlet involverede 676 patienter og sammenlignede ARB med placebo eller åben kontrol. Gennemsnitsalderen var 29 år, 54 procent var kvinder, 75 procent fik en betablokker ved baseline, og 83 procent af patienterne bar på en FBN1-patogen variant. I løbet af en medianopfølgning på 3 år halverede ARB'er cirka den årlige ændringshastighed i aortarodens Z-score (anvendt mål for aortarodstørrelsen). Den årlige stigning var +0,07 med ARB versus +0,13 i kontrol-gruppen, for en absolut forskel på -0,07 (95 procent konfidensinterval [CI] -0,12 til -0,01; p=0,012). Lignende effekter blev observeret, når de absolutte aorta-dimensioner blev analyseret.
Fordelen var ens
Studiets førsteforfatter, Alex Pitcher, kardiolog ved Oxford University Hospitals sagde ved præsentationen på ESC:
"Fordelen ved ARB-terapi var særlig stor hos patienter med en FBN1-mutation ved baseline, hvilket gør det mere sandsynligt, at effekten er reel. Der var ingen andre påviselige forskelle i behandlingseffekt afhængigt af andre patient-karakteristika, herunder alder, køn og blodtryk. Fordelen ved ARB-behandling var ens, uanset om patienterne tog en betablokker eller ej."
Forskerne analyserede derefter de resterende tre eksisterende studier, som involverede i alt 766 patienter og sammenlignede en ARB med en betablokker. Gennemsnitsalderen var 14 år, 44 procent var kvinder, ingen af patienterne fik en betablokker før randomisering, og 86 procent af patienterne har på en FBN1-patogen variant. I løbet af en median opfølgning på 3 år var den årlige ændring i aortarods Z-score ens i de 2 grupper (absolut forskel ARB minus betablokker 0,03; 95 procent CI -0,05 til 0,10).
Alex Pitcher tilføjede:
"Vores data tyder på, at ARB'er og betablokkere har sammenlignelig, væsentlig og uafhængig effekt i forhold til at reducere aortarods Z-score, som, hvis den blev opretholdt hen over en periode på flere år, ville forventes at kunne udskyde behovet for operation. Resultaterne indikerer altså samlet set, at kombinationsbehandling, hvor det er tolerabelt, kan gavne patienter med Marfans syndrom."
