Perifer arteriesygdom er underdiagnosticeret og underbehandlet hos kvinder
Der er både biologiske, kliniske og samfundsmæssige årsager til, at perifer arteriesygdom (PAD) oftere overses hos kvinder end hos mænd. Kvinder reagerer mindre godt på behandling og har derfor ringere effekt af behandlingen.
Det mener forfatterne bag en artikel publiceret i tidsskriftet European Heart Journal - Quality of Care and Clinical Outcomes.
Én årsag kan være, at behandling for perifer arteriesygdom (PAD) i udgangspunkt blev udviklet til mænd og derfor måske mindre effektivt i behandlingen af kvinder. Men den faktor kan ikke stå alene.
"Artiklen behandler ikke kun biologiske årsager, men også, hvordan sundhedsydelser og kvinders rolle i samfundet kan spille ind. Alle de elementer bør tages i betragtning, så mere effektive metoder til diagnosticering og behandling kan rettes mod kvinder med PAD. Der er behov for en større forståelse af forskellene i sundhedsresultater mellem kønnene, " siger førsteforfatter til artiklen, Mary Kavurma, lektor ved Heart Research Institute i Australien.
Mindre tilbøjelige end mænd
Artiklen begynder med en opsummering af kønsforskelle i diagnose og behandling af PAD, og siden redegør forfatterne for de biologiske, kliniske og samfundsmæssige variabler, der kan være ansvarlige for de kønsrelaterede uligheder. Diagnostisk klassificeres PAD i tre faser: Asymptomatisk, symptomatisk perifer arteriesygdom (Claudicatio intermittens), og Akut ekstremitetstruende iskæmi (CLTI), som kan omfatte koldbrand eller sår.
Kvinder har ofte ingen symptomer eller atypiske symptomer såsom mindre smerte eller ubehag under gang eller i hvile. De er mindre tilbøjelige end mænd til at få claudicatio intermittens – men dobbelt så tilbøjelige til at udvikle CLTI. Hormoner ser ud til at spille en rolle, da kvinder typisk viser symptomer på claudicatio intermittens efter overgangsalderen.
Kvinder modtager mindre medicin end mænd for perifer arteriesygdom - og har mindre effekt af superviseret træningsterapi. Kvinder opereres ikke så ofte og er i øvrigt i højere risiko for at dø efter amputation eller operation end mænd.
Ulighederne kan skyldes biologiske faktorer, som bidrager til kønsforskelle i sygdomspræsentation, progression og respons på behandling. For eksempel har kvinder en højere risiko for blodpropper og mindre blodkar, mens orale præventionsmidler og graviditetskomplikationer er blevet forbundet med højere PAD-rater.
Samfundsmæssige variabler
Kliniske faktorer kan handle om, hvordan patienter engagerer sig i sundhedsydelser, deres forhold til egen læge og de processer, der findes til at diagnosticere og behandle PAD. Artiklen refererer en lav bevidsthed blandt sundhedspersonale og blandt kvinderne selv om risikoen for PAD. Sundhedspersonalet er eksempelvis mindre tilbøjelige til at kunne genkende PAD hos kvinder sammenlignet med mænd, og kvinder er mere tilbøjelige end mænd til at blive fejldiagnosticeret med andre lidelser, herunder muskel- og skeletlidelser.
Dertil kommer, at det de seneste ti år kun har været en tredjedel af deltagerne i kliniske forsøg med PAD-behandling, som har været kvinder. En årsag kan være inklusionskriterierne. Eksempelvis kan et inklusionskriterie være, at kvinderne, som indgår i studierne, har claudicatio intermittens, hvilket er mindre almindeligt hos kvinder.
Artiklen identificerer i øvrigt en række samfundsmæssige variabler, der kan bidrage til kønsuligheder i forhold til PAD. Lavere socioøkonomisk status er forbundet med en øget sandsynlighed for PAD og indlæggelse med PAD. Derudover er forekomsten af PAD større i lav- og mellem-indkomstlande og stiger blandt kvinder. Forfatterne til artiklen bemærker, at kvinder har en lavere socioøkonomisk status end mænd i de fleste nationer.
Forfatterne peger desuden på det begrænsede antal kvindelige karkirurger og deres underrepræsentation i lederroller og i teams, som udvikler kliniske retningslinjer for behandling af PAD.
ESC har siden 2008 opfordret til øget bevidsthed om kønsforskelle i hjertekarsygdomme.